Traditionen tro holdt korene forårskoncert i Det ottekantede Forsamlingshus, Øster Jølby. I år var det mandag den 8. april, og i lighed med tidligere år var der fyldt godt op i salen. De 7 tilmeldte kor gav gæsterne en alsidig sangoplevelse. Håndværkerkoret var vært i 2013, og det giver naturligt en del ekstraarbejde efter koncerten.
Berlin
Vores forårsudflugt i 2013 gik til Berlin. Vores 2. tenor - Stefan Siegler - med tyske rødder, havde arrangeret en spændende tur med såvel optræden som forskellige udflugter - guided bustur rundt i Berlin, sejltur på Spree og ikke mindst en rundvisning i Der Reichtag, hvor vi kunne nyde en pragtfuld udsigt over Berlin fra den store glaskuppel.. Der var også tid til egne gåture rundt i storbyen. Som det dog fremgår, var der nogle, der valgte det lettere transportmiddel - cykeltaxa. På hotellet blev naturligt hygget igennem, og et nygift par, der fejerede deres bryllup på vores hotel, måtte naturligvis have en sang med på vejen. På hjemvejen fik vi en spændende rundvisning på mindesmærket for Neuengamme.
Alma
Vel hjemkommet fra Berlin skete det uundgåelige. Fredag den 3. maj kl.22.55 nedkom vor korleder med en sund og velskabt pige på 50 cm og med en kampvægt på 2.975 g. Som vi kan se af billedet har hun glimt i øjet og får uvægerligt rytme i kroppen. SÅ VOGT JER DRENGE!
Vester Assels Kirke og Forsamlingshus
Forårssæsonen blev rundet af med en hyggelig sangaften i henholdsvis Vester Assels Kirke og efterfølgende i forsamlingshuset. Håndværkerkoret gav nogle numre og et veloplagt publikum bød ind til "Ønske-Koncerten" så overvældende, at hvis ikke dirigenten havde styret med hård hånd, kunne vi have fortsat til midnat. Det nyeste kormedlem benyttede samtidig lejligheden til at fremvise den stolte far
Sensommer-Udflugt
Traditionen tro startede koret efterårssæsonen med en søndagsudflugt. Denne gang til Jeppe Aakjærs kunstnerhjem Jenle. Vejret var smukt, maden fortræffelig og stemningen så god, at selv vor barselsramte korleder måtte gribe til fiolen.
Skive Bibliotek 6. oktober Søndagshygge på Skive Bibliotek. Koret sang for et lille publikum, der foruden sangen kunne glæde sig over den smukke udsigt til sensommerhimmelen.
Håndværkerkorets bidrag til årets Kultur-uge Omkring 130 deltagere gjorde aftenen til en festaften. Der blev fortalt, optrådt og sunget - såvel solo som fælles. Alt i alt en hyggelig aften.
Vi synger Julen ind 1. søndag i advent 1. søndag i Advent sang vi julen ind i Karby Kirke. Efter en god opvarmning under kyndig ledelse af vor korleder gav vi en række af julens kendte sange. Efterfølgende var der - til stor glæde for sangerne - dækket op med kaffebord og kage. Der blev naturligvis kvitteret herfor med lidt sang efterfølgende.
Gigantkoret i Skive
Det er blevet lidt af en tradition, at korleder Anja samler sine kor til en samlet optræden. I 2013 var det den 4. december og i lighed med tidligere i kirken i Thisted. Det skal lige bemærkes, at billederne er før publikum indfandt sig - derfor ser det lidt tomt ud.